[Vers 1]
Søn af jorden
Barn af flade, fattige, 80’er, førstegangsforældre
Født I et årti med recession og fremmedhad
Lidt anderledes end andre børn
Var bange og vred på verden
Bare en knækket rod, der kæmpede for at klamre sig til stamtræet
En kernesund familie hvor der var hjerterum og vilje
Til at nyde hvert sekund og leve uden at spilde det
Så alt var ren idyl I vores ende af mælkevejen
Fik en bror og søster så min mor og far var fælleseje
Dagene gik og jeg blev ældre
Legede helst alene og gemte mig
I fantasiens selvbedrag, verden den blev vendt og drejet
Tankerne og smerten blev en velbevaret hemmelighed
”Sikken’ stille dreng” de plejede at sige
Det var fordi jeg tænkt’ for meget
[Omkvæd]
Så når frygten den vinder og skærmen den flimrer
Og verden omkring mig den pluds’lig forsvinder
Så vender jeg hjem
Hvor de gav mig liv, hvor jeg fik et navn, hvor det gik I gang, hvor jeg blot er
Jeres søn
Og når stemmerne starter og stormene raser
Og tragedien tar’ fra dig og jeg ikk’ ka’ forklare mig
Så vender jeg hjem
Hvor jeg’ så alene, hvor det går I stå, hvor de ikk’ ka’ leve, hvor jeg blot er
Jeres søn
[Vers 2]
Søn af håbet, optimismen
Håbet svinder for et typisk teenager med tankerne på stoffer, sex og smukke kvinder
Slæbte rundt på små problemer
Kæmpe frustrationer for en dagdrømmer fanget mellem engle og hormoner
Og sirenerne de sang så smukt – jeg kom I stødet
Jeg fandt den forbudte frugt – en hånd I skødet
Tankeflugt – åndenød
Men jeg var en bangebuks, genert, kom sjældent folk I møde
Så virkelighedens realiteter sørgede for min drømmedød
Før jeg vidste af det var jeg voksen og på egne ben
En dreng alene I verden, der sku’ prøve at finde vej I blinde
Skillesen fra falskt at kæmpe sig vej igennem ild og vand, regn og vind
Men tidens tand bed hårdt, så jeg fortrængte det hele
[Omkvæd]
[Vers 3]
Søn af mørket, indadvendt
Menneskesky og helt igennem eminent
Til bare at lade verden ligge stille hen
Indimellem forvirret, kan ikk’ finde hjem til virkeligheden
Og jeg har det bedst blandt andre indebrændte spillemænd
For livet kører ædderma’me glat når man er ude på en glidebane
Tiden går og gør det svært at skille dagene fra hinanden
Når man bare forventer sange fra den fede dame
Og skubber hver en chance væk som værn mod alle nederlagene
Men musikken spiller stadig, tonen er skinger for
Det aldrig jeres søn når telefonen den ringer
Og selvom jeg ikk’ faldt igennem, ser jeg verdens skygger klart
Så det’ et sted I mig selv jeg kalder hjem
Og der’ trygt og rart
[Omkvæd]
Søn af jorden
Barn af flade, fattige, 80’er, førstegangsforældre
Født I et årti med recession og fremmedhad
Lidt anderledes end andre børn
Var bange og vred på verden
Bare en knækket rod, der kæmpede for at klamre sig til stamtræet
En kernesund familie hvor der var hjerterum og vilje
Til at nyde hvert sekund og leve uden at spilde det
Så alt var ren idyl I vores ende af mælkevejen
Fik en bror og søster så min mor og far var fælleseje
Dagene gik og jeg blev ældre
Legede helst alene og gemte mig
I fantasiens selvbedrag, verden den blev vendt og drejet
Tankerne og smerten blev en velbevaret hemmelighed
”Sikken’ stille dreng” de plejede at sige
Det var fordi jeg tænkt’ for meget
[Omkvæd]
Så når frygten den vinder og skærmen den flimrer
Og verden omkring mig den pluds’lig forsvinder
Så vender jeg hjem
Hvor de gav mig liv, hvor jeg fik et navn, hvor det gik I gang, hvor jeg blot er
Jeres søn
Og når stemmerne starter og stormene raser
Og tragedien tar’ fra dig og jeg ikk’ ka’ forklare mig
Så vender jeg hjem
Hvor jeg’ så alene, hvor det går I stå, hvor de ikk’ ka’ leve, hvor jeg blot er
Jeres søn
[Vers 2]
Søn af håbet, optimismen
Håbet svinder for et typisk teenager med tankerne på stoffer, sex og smukke kvinder
Slæbte rundt på små problemer
Kæmpe frustrationer for en dagdrømmer fanget mellem engle og hormoner
Og sirenerne de sang så smukt – jeg kom I stødet
Jeg fandt den forbudte frugt – en hånd I skødet
Tankeflugt – åndenød
Men jeg var en bangebuks, genert, kom sjældent folk I møde
Så virkelighedens realiteter sørgede for min drømmedød
Før jeg vidste af det var jeg voksen og på egne ben
En dreng alene I verden, der sku’ prøve at finde vej I blinde
Skillesen fra falskt at kæmpe sig vej igennem ild og vand, regn og vind
Men tidens tand bed hårdt, så jeg fortrængte det hele
[Omkvæd]
[Vers 3]
Søn af mørket, indadvendt
Menneskesky og helt igennem eminent
Til bare at lade verden ligge stille hen
Indimellem forvirret, kan ikk’ finde hjem til virkeligheden
Og jeg har det bedst blandt andre indebrændte spillemænd
For livet kører ædderma’me glat når man er ude på en glidebane
Tiden går og gør det svært at skille dagene fra hinanden
Når man bare forventer sange fra den fede dame
Og skubber hver en chance væk som værn mod alle nederlagene
Men musikken spiller stadig, tonen er skinger for
Det aldrig jeres søn når telefonen den ringer
Og selvom jeg ikk’ faldt igennem, ser jeg verdens skygger klart
Så det’ et sted I mig selv jeg kalder hjem
Og der’ trygt og rart
[Omkvæd]
( Trepac )
www.ChordsAZ.com