[Lyric] Mitt hjerte alltid vanker (Genius Norge)

[Tekst til "Mitt hjerte alltid vanker"]

[Vers 1]
Mit Hjerte altid vanker
I JEsu Føderum
Did samles mine Tanker
I deres Hovedsum:
Der er min Længsel hjemme
Der har min Troe sin Skat —
Jeg kan dig aldrig glemme
Du søde Julenat!

[Vers 2]
Du, mørke Stald, skal være
Mit Hjertes Fryde-Slot;
Der kan jeg daglig lære
At glemme Verdens Spot;
Der kan jeg bedst befinde
Hvori min Roes bestaaer;
Naar JEsu Krybbеs Minde
Mig ret til Hjertе gaaer
[Vers 3]
Men ak! hvad skal jeg sige
Naar jeg vil tænke paa
At Gud af Himmerige
I Stalden ligge maa:
At Himlens Fryd og Ære
Guds væsentlige Ord
Skal saa foragtet være
Paa denne slemme Jord!

[Vers 4]
En Perle, der forgjettes
Saa nøie ledes op;
Den blanke Demant sættes
I gylden Krones Top;
Man kaster ei en Drue
Blandt tørre Grene ned:
Skal jeg min Gud da sske
I saadan Usselhed?

[Vers 5]
Hvi skulde Herresale
Ei for dig pyntet staae? —
Du havde at befale
I hvor du pegte paa —
Hvi lod du dig ei svøbe
I Lyset som et Baand
Og Jordens Konger løbe
At kysse paa din Haand?
[Vers 6]
Hvi lod du ei udspende
En Himmel til dit Telt
Og Stjerne-Fakler brænde?
O store Himmel-Helt!
Hvi lod sig ei tilsyne
En mægtig Englevagt
Som dig i Silkedyne
Saa prægtig burde lagt?

[Vers 7]
Nei! JEsus faaer sit Leie
I denne gode Juul
Hvor Betlere de pleie
At lægge sig i Skjul;
Det var end ei hans eget
Det Høe, hvori han laae —
Han havde ei saa meget
Han kunde ligge paa

[Vers 8]
Den Sag kan ei begribes
At JEsus, Gud og Mand
Saa meget hart indknibes
I Verdens Jammerstand:
Han, som med Guddoms Vælde
Al Verden dømme vil
Ei har det, han kan hælde
Sit arme Hoved til
[Vers 9]
En Spurre har sit Rede
Og sikkre Hvile-Boe;
En Svale ei tør lede
Om Nattelys og Roe;
En Løve veed sin Hule
Hvor han sin Roe kan faae:
Skal da min Gud sig skjule
I Andres Stald og Straae?

[Vers 10]
Ak, kom! jeg vil oplukke
Mit Hjerte, Sjel og Sind
Med tusind Længsels Sukke
Kom, JEsu, dog herind! —
Det er ei fremmed Bolig
Du har det selv jo kjøbt —
Saa skal du blive trolig
Udi mit Hjerte svøbt

[Vers 11]
Jeg vil med Palmegrene
Dit Hvilested bestrøe:
Min Brudgom, dig alene
Jeg leve vil og døe
Kom! lad min Sjel erlange
Sin rette Qvæge-Stund
At kysse tusind Gange
Din søde Rosenmund