[Lyric] Ved Ole Lunds grav (Henrik Wergeland)

" -- -- End engang, og skjønnest da
funkler Bølgen, naar paa Stranden
Længsel sukkende den døer.

Stum tilforn, da toner den;
barsk tilforn, da leer den mildt;
kold og følesløs tilforn,
da, somom et Hjerte smelted
og udtømte alt sit Blod,
skyller lunken den om Kysten,
skyller, liig et mattet Lyn
langs ad Horizontens Høje,
den i zittrende og lange
brudte Glimt om Kysten -- -- "

Saa
og ei meer paa Lappen stod,
som imellem Løv og Straa
hvirvlede sig til min Fod,
jaget op og ned forinden
jeg den fangede i Vinden.
Skrivten kjendte jeg skjøndt blegnet,
Masker liig i vissent Blad.
Resten var dog meer bekjendt.
Som i Taarers Omrids tegnet
kjendte jeg igjen et Qvad,
men som aldrig blev fuldendt.
Som et Ord, der døer paa Mund,
var de Ord de første Linjer
til et Digt til Ole Lund.
Endnu mens jeg skrev han døde.
Vinden fik mit Digt at øde.
Resten vidste jeg han kunde
læse i mit Hjertes Grunde.

O Han var en Mand, som Bølgen
herligst i sin Død.
Reen som Taaren og som denne
modnende i Smerter var hans Sjel.

Længe bar ei mere sikkert
Legemet hans Sjel,
end den fulde modne Taare
bæres af de svage Øjenhaar.

Dog som udslaae't Sejersfane
var hans Aand, endskjøndt
Legemet ei bedre Stang og
Støtte var end Græsset paa hans Grav.
Se, mens dette bævrer funkler
Duggen paa dets Spids.
Alt det kjække lille Øje
speiler af som var det store Sjø.

Men meer sandt og klart og freidigt
Verden blev ei seet
end af Ham, hvis Blik alt længe
fik sin Stjerneglands af Gravens Nat.

O, med Mænd som Han skal Norge
evig vorde frelst:
mere Ild end Blod i Aaren,
mere Aand og Kraft end Been og Kjød.

Undertvungne Smerter førte
hid han i Triumf.
Her nedsank hans svorne Fiende,
hylded' ham frivillig førstegang.

Forud Geist alt meer end Mennesk,
O hvad nu da meer?
Smerteløs -- Ja det kun mangled'
i den Himmel, som var i hans Sjel.